Dag 1 – fra DK mod Bangkok

Endelig….!

Ja, endelig blev det den 28. marts 2019 – pause fra lektierne, madpakkerne, jobbet, rengøringen, tøjvaskeriet, kontorarbejdet, chefen…, ja pause fra dagens trummerum!

Trummerum – det lyder jo næsten som gik man og kedede sig, så lad os kalde det for hamsterhjulet!

Endelig stod vi af hamsterhjulet, og det gik næsten i stå allerede ved indstigningen til Flixbussen som så fint agerede landgangsbro mellem Bygvangen 11 og Københavns Lufthavn! Og uden at få provision vil jeg faktisk sige, at det til min store overraskelse var en rigtig positiv oplevelse! Ja, man fik næsten fornemmelsen af at kunne putte en ekstra krone i lommen for hver kilometer bussen kørte frem – for med en pris på kr. 342,- for os alle 5 (og det endda inkl. pladsbillet…), så opvejede det til fulde sagnet af vores egen bil – ikke mindst med det in mente, at skulle proppe 3-4000,- kroner i brobilletter og parkeringsplads i Kbh. Lufthavn! Jo jo…, man er vel Nordjyde (vil altid være det og synes faktisk ikke det er et trælst prædikat)!

Men ja, det bliver godt at stå af hamsterhjulet – klar til at gå glip af en masse, klar til at sige farvel til en masse….! Ja, det virker så besynderligt, at man faktisk kan glæde sig til at slippe af med det som vores hverdag er fyldt af? Hmmm….der er så meget man ikke forstår, og sådan skal det jo nok være! Hvorfor så ordsproget: “ude godt men hjemme bedst”?? Jo, der er jo noget om snakken! Vi har selv kreeret det kære hamsterhjul, så det gir’ måske alligevel mening, at vi godt kan lide at træde rundt i det hamsterhjul som vi selv har sat rammerne for! Man spiser jo heller ikke lakrids hvis ikke man kan li’ det👍! Heldigvis er valget og viljen vores helt egen – som kun vi selv er herre over!

Men hvorfor blev det så Sydøstasien som blev vores førstevalg? Det begyndte med Canada…., et land som stråler med flot natur og som ikke mindst familiens ældste medlem fandt stor interesse for! Men der er koldt i Canada i april og maj måned, hvilket så familiens næstældste ikke havde så stor interesse for – og så røg Canada af rejsemålslisten!

Hmmmm…, så gik vi i gang med Sydafrika, et land som har alles kærlighed, hvor rigt dyreliv, store vidder, spændende byer og flot natur sagtens kunne tilfredsstille os alle! Men 6 uger med safari og storbyferier er måske lige lovlig lang tid…., ja, 2-3 uger er mere passende! Og så er safari heller ikke så billigt, så vi blev enige om at gemme den tur til det år hvor Malene får sig en klækkelig bonus fra Sundhedsplejen i Syddjurs Kommune – ja, vi regner og kalkulerer skam med at det sker en skønne dag! Naive eller ej…., man spiller jo heller ikke lotto for ikke at have en tyrkertro på at man vinder en skønne dag!

Hva så? Ja, hvad har vi så på tapetet? SYDAMERIKA! Så gik vi i krig med Sydamerika…., lige indtil jeg blev mødt af ro rejseguider som forsikrede mig om at vi ALDRIG ville finde Danmark igen, hvis ikke blot vi kunne en anelse spansk! “Man rejser kun til Sydamerika hvis man kan lidt spansk”, forsikrede de mig om! Og da vi jo gerne ville se DK igen, så blev Sydamerika droppet fra listen! Jeg taler bedre russisk end spansk, men da mit forhold til Putin ikke ligefrem er inderligt, komRusland aldrig i spil fsva. rejsemålslisten!

Hva’ så med Grønland? Ja, her er der jo flot natur, men skide koldt!! Så gæt engang hvem der sløjfede Grønland fra listen!

I ugevis har vi nøje studeret den globus som står ude i vores køkken…., og så faldt snakken på Sydøstasien, herunder bl.a. Thailand, Vietnam, Malaysia og Borneo! Her skinner solen, det er varmt, naturskønt og billigt! Og ja, mere behøver jeg jo ikke sige! Store og små kunne tilfredsstilles ved dette valg…., og nu 6 uger senere er vi på vej! Ja, det er faktisk kun 6 uger siden vi begyndte planlægningen, så der har været ekstra megen fart i hamsterhjulet de seneste uger💪!

Vel ankommet til Kbh.’s Lufthavn er vi så småt ved at gøre klar til ombordstigningen på flyet til Bangkok som er vores første stop på turen! Vi er næsten klar, men allerede inden start sniger der sig en frygt ind om hvad vi kan have i vente🤔! “Far, har du også dårlig mave”, sir’ Anton – og det endda ca. 8-10.000 kilometer fra Bangkok og bakteriebefængte lokale pengesedler! Jeg tænkte omgående på de kommende 11 timers rejsetid, og var næsten på vej ned i kufferten for at finde et par Imodium frem (det lukker totalt for bommelom, og sikrer 7 dage uden toiletbesøg)! Til mit held var det falsk alarm….pyhaaa! Måske du kender følelsen🤢!

Tiden flyver afsted, og inden længe indhenter vi de 6 timer som Bangkokkerne er foran os tyndhudede nordeuropæer!

Vi ses inden længe✈️✈️!