Dag 5 – ”Gooooood morning Vietnaaaam” og “Vietnamkrigen”

Årstallet er 1987, og måske husker du filmen “Gooood Morning Vietnaaaaam”, hvor Robin Williams under Vietnamkrigen arbejdede som discjockey for den lokale U.S. Army radiostation “Goooooood Morning, Vietnaaaaam”. Hans udsendelser overskred de officielle programregulativer med flere dagsmarcher, men hurtigt blev Robin soldaternes idol og samtidig officerernes mareridt. I øvrigt vandt Robin Williams en “Golden Globe” for bedste mandlige skuespiller i denne film!

Og så er der naturligvis tiden fra 1955 til 1975, hvor op mod 5,7 mio. vietnamesere og 58.000 amerikanske soldater mistede livet under den såkaldte vietnamkrig!

Måske har du det på samme måde, men for os var kendskabet til Vietnam relateret til ovennævnte to fortællinger inden vi for alvor gik i gang med vores rejseplaner om Vietnam! Men sidenhen er vi “heldigvis” blevet klogere!

Vi landede i Hanoi ved 9-tiden i formiddags og tog efterfølgende en taxa ind til hotellet! Hotelejeren, som på alle måder var sin helt egen (fremadstormende og med mod på livet og fokus på omsætningen) tog godt imod os! Der var ikke det han kunne klare! Selv om han var temli’ speciel, kunne man ikke lade være med at holde af ham! Vi sludrede med ham i en god times tid, og inden han forlod os, havde han reddet sig dagens omsætning! Ud over at eje nogle hoteller i Hanoi, drev han også et rejseselskab, så vi købte et par dagsture af ham (mere om det senere på ugen)!

Vi synes vi oplever meget, møder spændende mennesker og kulturer…, og vi fornemmer, at også familiens 3 yngste bliver fanget af “øjeblikke”, når de gang på gang oplever at verden er meget andet en 8200 Aarhus N! Hold nu op….også vi store får til tider øjnene op for hvad verden tilbyder – på godt og ondt!

Eftermiddagen blev brugt på hotelværelset, for jetlag’et driller os stadig en del! Vi sov ikke meget i nat (knap 2 timer), så en lille lur gjorde godt!

Undskyld folkens, men I skal altså lige have denne her med: at kulturen er meget anderledes viste sig på ganske særlig vis i taxaen fra lufthavnen til hotellet! Vores chauffør – en 20 årig ung knægt, havde tilsyneladende bøvl med venstre næsebor! Det lykkedes ham at have venstre pegefinger placeret langt oppe i næsten i ca. 30 minutter, uden at få fat i den helt store fangst! Han fik godt nok fat i lidt hist og her, som han så fint nullede tør og efterfølgende skubbede ud til siden! Vi var alle godt underholdt hele vejen til hotellet, og for ham var det bare helt normalt😂😂😂! Godt vi har lidt håndsprit i tasken👍

The Water Puppet Show (vanddukketeater)! Man kommer ikke udenom et vanddukketeater når man besøger landets hovedstad Hanoi! Et vanddukketeater styres af 6-7 dukkeførere, som står i vand til livet, og styrer de skøre dukker med nogle pinde! Anton har netop holdt foredrag for sin klasse som bl.a. omhandlede et vanddukketeaterstykke, derfor skulle vi jo opleve et vanddukketeater! Hvad skal vi sige? Nu har vi set det, men vi gætter på, at der simpelthen er for stor kulturel forskel ml. danskere og vietnamesere, for vi fattede ikke en bønne! Havde det da bare været Kermit og de 2 gamle stoddere fra The Muppet Show vi havde set – så havde oplevelsen været helt anderledes😂😂! Anton faldt i søvn og Thea og Alfred mente ikke, at vi skal gentage successen igen i morgen🤣🤣🤣🤣🤣!

I øvrigt er det første gang jeg har prøvet at hæve 7 mio. i kontanter💰💰! Valutaen er voldsom anderledes end danske kroner (289.000 VND – vietnamesiske Dong svarer til DKK 100,00)…, så frokosten kostede godt 700.000 og aftensmaden ca. det halve!

I aften har vi været på lidt sightseeing i den gamle bydel! Her er superhyggeligt – lidt som at gå rundt i latinerkvarteret i Aarhus, bare gange 7! Gaderne er fyldt med restaurationer og små turistkontorer, og vejene er fyldt med scootere overalt – virkli’ fornøjeligt at iagttage! Her kører man gerne overfor rødt, så det er med at have øjne og ører åbne når man krydser gaderne!

I morgen tager vi til Ha Long Bay – een af Vietnams største turistattraktioner – men det kommer vi tilbage til!

Gonatter herfra😴😴!